I
dagene 2. - 6. April 2009 var vi i Rom for at udgive CD-en
"Den torsk der holder munden lukket, bliver ikke
fanget".
Det var en noget anderledes måde
at holde "udgivelsesfest" på, men det var en stor
oplevelse at spille de forskellige steder. Her har vi lige
samlet nogle billeder fra turen.
Vi spillede f. eks. ved
Peterspladsen, lige efter palmesøndags højmesse, der var mange
mennesker, nok ca. 60.000 til højmessen, men en del af dem gik
hjem inden vi gik på.
Vi forsøgte også med nogle numre
ved Colosseum, men der gik ikke længe før der kom en
gladiator-kæmpe til og gennede os væk, der måtte vi ikke
spille!! Ligeså ved den Maltesiske ambassade, blev vi jaget
væk.
Det lykkedes os at få lov til ( vi
spurgte ikke ) at spille på steder som Den Spanske trappe, en
Dansk restaurant, et par steder på gaden og på en bro var vi
lige ved at lave trafikprop.
Som det måske kan anes på nogen
af billederne havde vi også tid til lidt hygge ind imellem,
maden og vinen i Rom fejler bestemt ikke noget. Så alt i alt
var det en kæmpeoplevelse, spændende hvor den næste
"udgivelsesfest" skal holdes.
Se
fotokavalkade her ---->
|
T Ø R F I S
K
pressemeddelelse

Siden 1981 har TØRFISK leveret
soundtracket til Vestjylland. Nu følger der så flere toner til
lydsporet. ”Den torsk der holder munden lukket, blir’ ikke
fanget”, hedder TØRFISK’s nye CD. Mange har spurgt på nye
sange fra TØRFISK, som i jubilæumsåret 2006 sidst har udgivet
nye sange. Tre af de 14 nye sange har dog været med på scenen
i hele 2008. 3 år er lang tid at vente, men som det hedder: Alt
kommer til den som forstår at vente.
14 nye, festlige, morsomme,
vedkommende og eftertænksomme sange er det blevet til. Sange
som handler om meget: Lige fra det sjoveste hoved i byen og
naboens hund, til både finansielle- og ægteskabelige kriser,
til mere trælse ting som: banjoer, folketingsvalg og diæter.
Nu må man jo endelig ikke tro, at det kun er ulykker hele CD’en
er baseret på. Der er sandelig også mere festlige sange om
almindelige oplevelser fra dagligdagen.
Sangene er hovedsageligt skrevet
af TØRFISK’ene selv, men der er igen bidrag fra Ib Grønbech,
Sv. Erik Larsen og Lars Lilholt. Alle tre var osse med på
jubilæums CD’en: ”Lugter lidt af fisk”. Tommy Rasmussen,
som er med til at arrangere sangene og skriver stemmerne,
medvirker osse på CD’en. Dels som producer og dels på
harmonika og klaver. Lars Lilholt har foruden nummeret ”I Kina
er håbets farve blå”, leveret violinspil på flere numre.
CD’en blev udgivet i Rom den 5.
april 2009. Vi havde planlagt en udgivelse i Nuuk, men det
glippede desværre. Derfor valgte vi at flytte udgivelsen i stik
modsat retning. Vi har været i Nuuk for nogle år siden og fandt
ud af at der var rom i Nuuk. Desværre viste det sig, at der ikke
var Nuuk i Rom.
Thyborøn-gruppen Tørfisk
hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene
Irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige
tekster.
De synger, spiller og
underholder, så det er en fryd - med typisk vestjysk charme som
ikke er til at stå for - og er en stensikker succes med deres
lytteværdige, morsomme og ekseptionelle repertoire. Samtidig er
Tørfisk drengene dygtige musikere, som forstår at udnytte
musikken sammen med deres helt stærke side: de karakteristiske,
vestjyske, forblæste mande-stemmer.
Tørfisk’s skæve, finurlige
og vedkommende tekster afslører masser af fin sans for
tilværelsens sjove sider, og kombineret med friske melodier og
udadvendt optræden er underholdningen på topplan. Naturlig
charme, humor og ægthed er Tørfisk i en nøddeskal.
Med en masse erfaring fra den
danske musikscene, og med15 CD’er og 1 DVD udgivelse i ”nettet”
har Tørfisk stadig stor energi, spilleglæde og et gevaldigt
glimt i øjet. Og vel at mærke med den samme besætning som da
det hele startede med TØRFISK i 1981.
Trods (eller på grund af) de
næsten 28 år på bagen, er Tørfisk:
- Anker Hviid (201061): bouzouki,
fløjte, harmonika sang, 4 børn, 1 kone og 2 kolde
fodboldben.
- Bent Kirk (241258):
bas, sang, 4 børn (mindst), 1 kone og 1 overdækket udestue
og 1 biograf.
- Egon Kirk (100462): adskillige
banjoer, mandolin, sang, 3 børn, 1 kone, l folkevogn og 1
swift.
- Bent Bro (010961):
guitar, frugt, sang, 3 børn, 1 kone (endnu) og 1 brugt føntørrer.
|
TØRFISK har fået en guld plade
for salg af 20.000 stk. TØRFISK tyve, CD'en som udkom i
forbindelse med gruppens 20 års jubilæum, og har faktisk solgt
28.000 eksemplarer. Da det er gruppens 1. guldplade har fiskene
ikke været opmærksomme på, at salget allerede for mere end 2
år siden rundede de 20.000. Der er tale om en dobbelt CD med en
studieindspilning og en live CD. Live delen har DR optaget og
produceret i forbindelse med MidtFynsFestivallen 2000. På
billedet ses Tyge Dinsen fra DR Midt Vest, som fik overrakt en
guld plade sammen de fire fisk.
Så har vi altså også holdt
på en hemmelighed siden vi fik vores guldplade. Vores lydmand,
opstiller, altmuligmand gennem flere år - Leif
"Iglen" Pedersen, har også fået GULD. Han har været
en kæmpehjælp og et stort aktiv i forbindelse med
indspilningen af CD'en. Vi valgte at overrække GULD CD'en ved
Leif's bryllup. Og det var altså en stor overraskelse for Leif.
Her får han GULDET.
|