Forside Print

TØRFISK udgiver dokumentarfilm

Så skete det endelig. Efter ca. 1 års optagelser har TØRFISK "releaset" den nye DVD som er resultatet af at vi i lang tid har været (for)fulgt af et filmhold. Vi startede i april 2009 i Rom i forbindelse med udgivelsen af vores seneste CD. Siden er det gået slag i slag og de sidste optagelser er lavet ret for nylig. Filmen fortæller i gode vendinger om livet på scenen, uden for scenen og livet helt uden for musikken. Der er også masser af tilbageblik på de snart 30 år TØRFISK har eksisteret. Blandt indholdet kan også nævnes udtalelser fra nogen af vore gode kollegaer og samarbejdspartnere, f.eks. Johnny Madsen, Lars Lilholt, Helge Engelbrecht og den nyudnævnte Biskop Henning Toft Bro.

Historien om Sangen VLTJ fortælles og lidt fraklip er der blevet plads til.

Sammen med DVD´en ligger en CD med 13 af de gode gamle numre. Bestil den i vores webshop - NU

 

Siden 1981 har TØRFISK leveret soundtracket til Vestjylland. Nu følger der så flere toner til lydsporet. ”Den torsk der holder munden lukket, blir’ ikke fanget”, hedder TØRFISK’s nye CD. Mange har spurgt på nye sange fra TØRFISK, som i jubilæumsåret 2006 sidst har udgivet en CD. Flere af sangene fra den den ny CD har været med på 2009 touren og 3-4 stykker kommer med her i 2010, men der skal naturligvis osse være plads til "de gamle travere". 

14 nye, festlige, morsomme, vedkommende og eftertænksomme sange er det blevet til. Sange som handler om meget: Lige fra det sjoveste hoved i byen og naboens hund, til både finansielle- og ægteskabelige kriser, til mere trælse ting som: banjoer, folketingsvalg og diæter. Nu må man jo endelig ikke tro, at det kun er ulykker hele CD’en er baseret på. Der er sandelig også mere festlige sange om almindelige oplevelser fra dagligdagen.

Sangene er hovedsageligt skrevet af TØRFISK’ene selv, men der er igen bidrag fra Ib Grønbech, Sv. Erik Larsen og Lars Lilholt. Alle tre var osse med på jubilæums CD’en: ”Lugter lidt af fisk”. Tommy Rasmussen, som er med til at arrangere sangene og skriver stemmerne, medvirker osse på CD’en. Dels som producer og dels på harmonika og klaver. Lars Lilholt har foruden nummeret ”I Kina er håbets farve blå”, leveret violinspil på flere numre.

Thyborøn-gruppen Tørfisk hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene Irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster.

De synger, spiller og underholder, så det er en fryd - med typisk vestjysk charme som ikke er til at stå for - og er en stensikker succes med deres lytteværdige, morsomme og ekseptionelle repertoire. Samtidig er Tørfisk drengene dygtige musikere, som forstår at udnytte musikken sammen med deres helt stærke side: de karakteristiske, vestjyske, forblæste mande-stemmer.

Tørfisk’s skæve, finurlige og vedkommende tekster afslører masser af fin sans for tilværelsens sjove sider, og kombineret med friske melodier og udadvendt optræden er underholdningen på topplan. Naturlig charme, humor og ægthed er Tørfisk i en nøddeskal.

Med en masse erfaring fra den danske musikscene, og med 15 CD’er og 1 DVD udgivelse i ”nettet” har Tørfisk stadig stor energi, spilleglæde og et gevaldigt glimt i øjet. Og vel at mærke med den samme besætning som da det hele startede med TØRFISK i 1981.

 

Trods (eller på grund af) de næsten 30 år på bagen, er Tørfisk:

  • Anker Hviid (201061): bouzouki, fløjte, harmonika sang, 4 børn, 1 kone og 2 kolde fodboldben.
  • Bent Kirk (241258): bas, sang, 4 børn (mindst), 1 kone og 1 overdækket udestue og 1 biograf.
  • Egon Kirk (100462): adskillige banjoer (alt for mange), mandolin, sang, 3 børn, 1 kone, l folkevogn og 1 swift.
  • Bent Bro (010961): guitar, frugt, sang, 3 børn, 1 kone (endnu) og 1 brugt føntørrer.

Du kan smuglytte til de nye numre her:


Her er vores nye bil, en VW Multivan. Den gode gamle Sjævi var ved at være lidt slidt. Den nye er flot dekoreret så vi alle 4 kan sidde og se ud til jer fra begge sider.
Gi´et dyt når vi ses